Jeg troede faktisk ikke at det ville ske igen, men det er nok bare sådan jeg er, en rastløs sjæl der bliver aktiveret af alt for megen rutine og dage der ligner hinanden.
Nu er det sket igen – jeg er blevet træt af mit job, et job som jeg ellers var yderst tilfreds med da jeg fik det for to år siden, og har været tilfreds med indtil nu.
Men i går da jeg sad på kontoret, kunne jeg pludselig mærke den gammelkendte følelse af rastløshed og total ligegyldighed overfor de opgaver, der ellers i starten virkede helt vildt spændende.
Det er ikke første gang jeg sidder med denne følelse, det er faktisk noget der sker med mellemrum.
Jeg har regnet mig frem til at jeg i gennemsnit har et arbejde i 2 år, et gennemsnit som er fordelt over hele mit liv. Jeg er ikke helt klar over hvad det er der gør det, måske er det fordi jeg vælger nogle kedelige jobs eller også, er det bare mig der ikke er egnet til at arbejde.
Jeg har lavet alt muligt forskelligt igennem mit arbejdsliv, ligefra skadeservice medarbejder, samitør, sælger til afdelingsleder og jeg har sågar været chaufør i en Gardinbus.
Ny strategi?
Jeg sad i dag og spekulerede på, om jeg skal bryde cirklen. For jeg ved at jeg, uanset hvad jeg vælger at lave hvis jeg siger op, ender i samme situation om et par år. Jeg tror at jeg i stedet vil finde en fed hobby, som måske kan kompensere for kedsomheden.